528-Tetra

home

Start Norge

Goodeider

Tapatia occidentalis

Allodontichthys
       hubbsi
       polylepis
       tamazulae
       zonistius
Alloophorus
       robustus
Allotoca
       catarinae
       diazi
       dugesii
       goslinei
       maculata
       meeki
       regalis
       Aquiles Serdan
       zacapuensis
Ameca
       splendens
Ataeniobius
       toweri
Chapalichthys
       encaustus
       pardalis
       peraticus
Characodon
       audax
       garmani
       lateralis
       Los Berros
       Guadalupe Aguilera
       Abraham Gonzales
       Amado Nervo
       Los Pinos
       27. de Noviembre
Girardinichthys
       multiradiatus
       turneri
       viviparus
Goodea
       atripinnis
Ilyodon
       amecae
       comala
       cortesae
       furcidens
       whitei-lennoni
       xantusi
Skiffia
       bilineata
       francesae
       lermae
       multipunctata
       spec. Zacapu
Xenoophorus
       captivus
       spec. Illescas
Xenotaenia
       resolanae
Xenotoca
       eiseni
       melanosoma
       spec. San Marcos
       variata
Zoogoneticus
       purhepechus
       quitzeoensis
       tequila

Universitet Morelia

© All rights reserved
 2000 - 2011
Guenter Ellenberg

 

All oversettelse fra tysk til “skandinavisk” er gjort av Jan Arne Stenløkk, Stavanger, Norge

Xenoophorus spec. Illescas

af MARTIN RAVN TVERSTED, Poecilia Scandinavia

Typelokalitet:
Illescas - San Luis Potosi, Meksiko

Ved hjælp af internettet var vi flere, der fik henledt vores opmærksomhed af JUAN MIGUEL ARTIGAS AZAS om hans seneste tur til Illescas-populationen af Xenoophorus. Den meddelelse vi fik lød:

(..)..forrige weekend besøgte jeg igen Illescas lokaliteten i håbet om at finde nye kilder i området jeg ikke kendte til, men som synes at eksisterer på kortene over området, undersøgelserne gjort med de lokale folk og eftersøgningen i ørkenen viste sig resultatløs i sidste ende. Der er ikke flere Xenoophorus species Illescas mere. Jeg ved ikke hvad statusen er for akvariepopulationerne udover den jeg har eller som findes hos universitetet på Morelia (Og de er sunde), men jeg håber at de andre trives og er sunde. I alle tilfælde så har jeg Xenoophorus species Illescas at tilbyde interesserede.” Citat slut.

Vi har altså at gøre med en uddød fisk. Om det er en ubeskreven art eller en lokal variant af Xenoophorus captivus, det ved vi ikke endnu, men forhåbentlig vil videnskaben snart komme med en redegørelse således at vi kan få afklaret spørgsmålet.

Med hensyn til artens naturlige habitat skrev JUAN MIGUEL ARTIGAS AZAS:
”Da jeg kom til Illescas, blev jeg klar over den triste situation. Overforbrug af grundvand på grund af oppumpning havde ført til udtørring af næsten alle de tidligere så gode indsøer og kilder. Oppumpningen var ment for at skaffe vand til jordbrug og den øgede befolkning. Bare en patetisk udseende kilde holdt stadigt vand.

Denne sidste kilde skabte en lille bæk som løb omtrant 40 meter gennem en kløft til en menneskeskabt dam. I dette habitat lever hele den tilbageværende population af denne geografiske variant af Xenoophorus captivus. Dammen er ikke mere end 2 meter bred, 5 meter lang og 50 centimeter dyb. Tusinder af Xenoophorus captivus er presset sammen på denne plads, men ikke længe…”

Dette er skrevet både før arten blev foreslået at være en ny art, men også før arten uddøde – JUAN fortsætter:

”Vandværdierne målt på stedet var pH 9,0, KH 9, GH 10 og en temperatur på 22 °C. Vandet i kilden var klart og med en del akvatisk vegetation som gav beskyttelse til captivus-ynglen, som ellers let blev offer for sulten fra de tusindvis af voksne individer. Måske er det denne vegetation, der muliggør en så stor population i dammen?”

Der blev lavet fine betragtninger over og målinger af artens sidste levested før de uddøde. Dette er altid væsenligt, når man skal give et indtryk af, hvilken fisk vi har med at gøre.

Jeg har selv haft arten i halvandet år. Jeg kører med min stamme gennem deres anden vinter hos mig og i hele perioden, har jeg gjort flere forsøg med fisken i en søgen efter hvorledes man kan holde den bedst for eftertiden.

Arten bliver ikke specielt stor. Den er er i form og farve meget lig Xenoophorus captivus. Den bliver normalt mellem 5 og 6 centimeter stor, men som ved alle goodeider bliver fiskene ved med at vokse gennem hele livet, og da goodeider typisk bliver mellem 5 og 10 år gamle, alt efter art, så er storvækst muligt her.

Den hører til blandt de mest hårdføre goodeider med hensyn til temperaturen. Om vinteren kører jeg dem ved en temperatur mellem 7 °C og 14 °C i tidsrummet sent oktober til april. Resten af tiden har de været udenfor i havedammen eller i 90 liters murerbaljer. Som andre ørkenfisk har de godt af temperatursvingninger, føde i form af masser af alger og detritus, og frem for alt har de brug for solskin – alt dette kan kun opnås på fornuftig vis udenfor. Udenfor er det endvidere muligt, på en let måde, at give dem masser af plads.

Man skal imidlertid tage sig i agt for gamle havedamme, der er fyldt med røveriske insektlarver; disse kan gøre et betragteligt indhug i bestanden af unger og ungfisk. Endvidere har etablerede havedamme gerne en lav pH-værdi- dette er direkte skadeligt for fiskene. Bedre er det med en årlig oprensning af beholderen og et 100% vandskift.

Om vinteren går de hos mig i et 100 liters akvarie uden bundlag. Dette har den fordel, at man lettere kan fjerne alle affaldsstofferne ved det ugenlige 50 % vandskift. Den kølige vintertemperatur gør, at fiskene får en hvileperiode hvor de ikke yngler - dette er væsenligt for mange goodeider. Endvidere vil den reducerede temperatur gøre, at man kan have flere fisk sammen grundet deres langsommere stofskifte og derved langsommere udskillelse af affaldsstoffer.

Den har brug for masser af frisk vand og hyppige vandskift er essentielt.

Den er ikke aggressiv overfor hverken andre fisk eller indbyrdes. Hannerne har i perioderne hvor hunnerne er modtagelige for parring, en næsten sort legedragt med blåligt skær. Dette er meget festligt at overvære. Parring foretages typisk i perioder hvor temperaturen er over 15°C, men jeg har konstateret legedragt ved et enkelt tilfælde ved 12°C.

To – tre gange om året føder hunnerne mellem 8 og 16 unger. Dette sker for søskenefisk på samme tidspunkt, gerne inden for to-tre timer. Dette skyldes, at de bliver kønsmodne på samme tid, og dette har den fordel, at der kommer mange unger på én gang, hvilket gør at flere unger overlever eventuelle prædatorere.

Fisken skulle være i stand til at leve i akvarier. Visse fiskearter udviser tegn på misvækst, gerne grundet i forkert behandling, forkert foder. En sådan misvækst bliver typisk dianogstiseret som værende tegn på indavl, men skyldes det sjældent. Indavl er ikke et problem hos vore akvariefisk. Det er kun omstillingen til akvariets begrændsende faktorer, der volder problemer.

JIM LANGHAMMER beretter fra USA, at han har haft flere Xenoophorus captivus stammer i sine akvarier i lige linie siden slutningen af tresserne. Dette vidner om at disse fisk ikke har problemer som akvariefisk. Han fortæller endvidere, at fiskene ikke har ændret sig udseenhedsmæssigt gennem årene. Hans teori er, at fiskene allerede i og med at de i mange år har levet i isolerede kilder, allerede har avlet alle uønskede gener ud af bestandene.

Netop derfor betyder det ikke så meget, at vores oprindelige udgangspunkt ved indsamlingen af fiskene har været meget lille. Deres genetiske baggrund kan sagtens have været repræsentativt for arten alligevel. Og når det drejer sig om en uddød art, så kan man ikke som udgangspunkt afvise, at den tilbageværende population, der findes i fangeskab, ikke er værd at satse på. Forskere satser også på ganske få individer når de starter avlsarbejde med fx kondorer.

Her i Poecilia Skandinavia har vi en del fisk af denne art. Også i USA og resten af Europa findes arten og det ser ud til at interessen for den er rimelig stabil, og jeg har tit efterspørgsler fra udlandet. Imidlertid er det en stor opgave for amatører, at skulle varetage en art for eftertiden. Som amatør er man mere udsat for svingende interesse, og skulle man ende med at være den sidste, der havde fisken, så kunne uforudsete problemer som at elektrisiteten ryger i juleferien, mens man ikke er hjemme, eller at huset brænder, gøre at man mister en art for eftertiden. Det lyder måske dramatisk og sat på spidsen, men det er teoretiske muligheder og det viser blot, at man aldrig må være den eneste, der har en art. Når man har fået en art til at trives, så er det vigtigste man kan gøre, at sprede den ud til andre dygtige akvarister.

Nu skriver jeg dygtige. Dette skal ikke nødvendigvis forståes således, at den er svær at holde, men det er i al sin enkelthed vigtigt for en art, at den bliver værdsat og ikke bliver for almindelig grundet ukritisk masseopdræt. Så gider folk ikke at have den! Intet er værre for en fisk end at blive betragtet som en let bygynderfisk, som man kan starte med før man rykker videre til noget mere sjældent. Endvidere er det væsenligt, at den bliver holdt ren og ikke krydses med andre Xenoophorus captivus stammer.

Dette var en lille artikel om Xenoophorus spec.. Illescas. Den er et eksempel på en interessant fisk, som vi er så privilegerede stadigvæk at have. I de sidste mange år er der flere eksempler på fisk, der havde deres sidste levesteder i akvarier, for eksempel flere amerikanske Gambusia-arter, og hvor de sidste folk der havde dem, mistede dem. Lad os håbe det ikke sker med Xenoophorus spec. Illescas, ny art eller ej.


I “Poecilia Skandinavia” er det dannet en arbeidskrets som skal drive med Xenoophorus spec. Illescas

 

 

Xenoophors spec. Illescas 1-Krönke
Xenoophorus spec. Illescas  (captivus?)
Foto: Dr. Frank Krönke

 

 

Xenoophors spec. Illescas 2-Krönke
Xenoophorus spec. Illescas  (captivus?)
Foto: Dr. Frank Krönke

 

 

 

Typelokalitet:

732-07 Illescas
Xenoophorus spec. Illescas
Typelokalitet: Illescas, Meksiko.